Klokken 12 torsdag sidder en 55-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Hun er sigtet for dokumentfalsk, ulovligt arbejde og ulovligt ophold.

Hun blev nemlig anholdt onsdag aften klokken 20.50, da Østjyllands Politis afdeling for Særlige Sager var på prostitutionskontrol.

Politiet havde via en sexannonce på en hjemmeside fundet frem til en lejlighed i Aarhus C.

Her mødte de den 55-årige kvinde.

Da politiet bad hende om at fremvise legitimation, fremviste hun et id-kort – politiet vurderede dog med det samme, at det ikke var ægte.

Kvinden blev derfor anholdt og sigtet for dokumentfalsk.

Det viste sig derudover, at kvinden, der formentlig er kinesisk statsborger, hverken har tilladelse til at opholde sig eller arbejde i Danmark.

Det fremgår af politiets døgnrapport.