Midt- og Vestjyllands Politi har fået en del anmeldelser mod Ninna Hedeager Olsen.

Hun er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune. Anmeldelserne går på, at hun har fremsat trusler mod Lars Løkke Rasmussen.

23. juni tidligere på året lagde Ninna Hedeager Olsen et Facebook-opslag op, hvor der var billeder af en afbrænding af en dukke. Dukken havde et billede af Lars Løkke Rasmussen som ansigt.

Midt- og Vestjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at de ikke indleder en sag med politikeren fra Enhedslisten.

Lars Løkke-dukke afbrænding får ikke konsekvenser.
Lars Løkke-dukke afbrænding får ikke konsekvenser. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Beslutningen er blevet taget, efter sagen er blevet juridisk vurderet.

Ordensmagten begrunder blandt andet beslutningen med, at dukken blev brændt af ved et privat arrangement sankthansaften, hvor der er tradition for at brænde hekse af.

Derudover er der ingen tekst på billedet eller i opslaget, hvor der fremsættes konkrete trusler mod den tidligere statsminister. Derfor kan Ninna Hedeager Olsen ikke straffes i forhold til straffeloven.

Det er Midt- og Vestjyllands Politi, der har modtaget anmeldelserne, fordi haven ligger i deres politikreds.