Når der ligger en fodgænger på asfalten med hjertestop eller et barn har skåret sig alvorligt, kan det være svært i detaljer at beskrive situationen med de helt rigtige ord.

Derfor bliver det nu muligt for vagtcentralerne for alle landets regioner også at modtage livevideo fra folk, der slår alarm til 1-1-2 fra deres mobiltelefoner.

Det skriver TV Syd.

Fremover kan regionernes vagtcentraler nemlig sende en sms med et link, hvis den sundhedsfaglige medarbejder vurderer, at video kan være en hjælp i den konkrete situation. Derved kan den borger, der ringer 1-1-2 blive i stand til at sende live-optagelse fra deres mobiltelefon og på den måde vise tilstanden for en forulykket person eller et sygt barn.

»På den måde kan regionerne både instruere i førstehjælp og sende den rette hjælp, så vi bruger sundhedsvæsenets ressourcer bedst muligt,« lyder det fra 2. næstformand i Danske Regioner, Lars Gaardhøj.