En ældre mand blev tirsdag eftermiddag fundet livløs i vandet ved Roskilde Havn, og manden er i kritisk tilstand
Det siger vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Emil Grønning.
Manden blev reddet op af både politi og brandvæsen på havnens område.
- Den seneste melding er, at manden er i kritisk tilstand og ligger i respirator, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om, at manden var faldet i vandet tirsdag klokken 14.06.
Den ældre mand blev siden kørt til behandling på hospitalet, hvor han fortsat tirsdag aften er i kritisk tilstand.
Mandens pårørende er underrettet.
/ritzau/
Del: