En ældre mand har torsdag aften mistet livet efter en brand i en villa. 

Branden fandt sted på en adresse på Mønvej ved Præstø, som politiet formoder er mandens bopæl. 

»Vi får en anmeldelse klokken 17.42 om brand i den her villa. Vi kommer til stedet sammen med brandvæsenet, der får reddet en mand ud og forsøger at give ham livreddende førstehjælp, men han omkommer desværre,« fortæller Jakob Jensen, der er vagtchef ved Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi. 

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvor i villaen branden opstod. 

»Brandårsagen skal nu undersøges,« fortæller Jakob Jensen. 

Den afdøde mand blev 76 år. Hans pårørende er underrettet. 

Presse-fotos.dk