Tirsdag eftermiddag modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tre anmeldelser om bankbedrag mod ældre kvinder i alderen 87 til 90 år.
Alle kvinderne fortalte, at de blev ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra banken.
Manden forklarede, at der var problemer med deres konto og tilbød at sende en ud til deres bopæl fra 'banken'.
En af kvinderne fik stjålet kontanter, mens en anden fik stjålet sit hævekort, som blev misbrugt i en hæveautomat.
Den tredje kvinde faldt ikke for bedragerne og fik derfor ikke taget noget.
Politiet opfordrer alle til at være på vagt, når fremmede ringer og udgiver sig for at være fra banken.
»Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Politiet advarer mod at dele personlige oplysninger til fremmede i telefonen, som cpr-nummer, MitID, eller pinkoder.
