Tidlig lørdag aften er en ældre kvinde blevet påkørt af en knallertkører på Chr. d IX's Vej i Fåborg.

Herefter flygtede manden fra stedet.

Det oplyser Fyns Politi på Twitter.

»Hun er forslået og har fået nogle knubs. Og hun er rystet over det, der er sket,« siger vagthavende ved Fyns Politi, Ehm Christensen.

Politiet har offentliggjort et signalement af manden.

Han beskrives som etnisk dansk, cirka 30 år gammel, 190 centimeter høj.

Han er kraftigt bygget og iført mørkt tøj. På jakken skulle der være røde og gule  markeringer.

Manden, som ifølge politiet formentlig hedder Peter, kørte på en ældre knallert.

Den skulle ifølge vagtchefen være dårligt vedligeholdt.

Efter han påkørte kvinden, stoppede han kortvarigt op, efter han tabte en øl. Herefter kørte han ind mod byen.