En kvinde i 60erne er torsdag formiddag fundet død i Frederikshavn.

Politiet har efter flere undersøgelser ikke gjort nogen fund, der tyder på, at der er tale om en forbrydelse.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet meldte dog først til Ritzau, at der var tale om et 'mistænkeligt dødsfald', men det viser sig altså, at der formentlig ikke er tale om det.

Kvinden er fundet i en lejlighed på Rådhus Allé i Frederikshavn.

Betegnelsen 'mistænkeligt dødsfald' bruger politiet om sager, hvor en borger er fundet død, og hvor man ikke umiddelbart kan udelukke, at der er sket en forbrydelse.

»Vores undersøgelser har naturligvis medført, at borgerne i området har set en del politi til stede i Frederikshavn i dag,« siger politikommissær Carsten Straszek, der dog siger, at politiet stadig er på stedet for at gennemføre nogle undersøgelser.

Det var hjemmeplejen, der fandt den ældre kvinde i lejligheden. Politiet fik anmeldelsen klokken 10.49 torsdag.

Politiet har ingen yderligere kommentarer til sagen.

B.T. følger sagen.