En 73-årig kvinde er lørdag eftermiddag fundet død i en å i Gentofte-bydelen Dyssegård.

»Vores indsatsleder vurderer, at der er tale om en ulykke eller et ildebefindende,« fortæller vagthavende ved Nordsjællands Politi Michael Dalby om baggrunden for, at kvinden er endt i vandløbet.

Politiet modtog klokken 15.26 en anmeldelse om drukneulykken.

Her havde en forbipasserende løber slået alarm efter at have set en livløs person ligge i vandløbet.

Straks rykkede politi og redning ud, men det stod altså klart, at kvindens liv ikke stod til at redde.

Seneste melding er, at politiet atter har forladt området.

En obduktion skal nu konkludere, hvad der førte til kvindens død.

For nuværende er det altså ikke politiets mistanke, at der ligger noget kriminelt bag.