En ældre cyklist er kvæstet, efter han tidligt mandag morgen var involveret i en færdselsulykke i krydset mellem Møgelmosevej og Kongevej i Rødding, der er en del af Vejen Kommune.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Jacob Matthiesen til JydskeVestkysten.

Cyklisten blev ifølge mediet påkørt af en personbil. De to parter kørte sammen i forbindelse med en vigepligtforseelse.

- Personen trækker vejret, men er ikke ved bevidsthed, fortalte vagtchefen til JydskeVestkysten mandag morgen omkring klokken seks.

Mandens pårørende er underrettet.

/ritzau/