Et ældre ægtepar lod sig ikke afskrække, da de natten tirsdag fik uønsket besøg af en indbrudstyv.

»De overraskede indbrudstyven og tilbageholdt ham, indtil vi kom frem,« lyder det fra vagthavende ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund.

Nordjyske skriver, at det var en 26-årig mand – der desuden betegnes som 'godt kendt' af politiet – der tiltvang sig adgang til villaen i Svenstrup uden for Aalborg.

Det var kl. 00.35, at ægteparret kontaktede politiet med besked om, at de sad med en indbrudstyv.

Han var kommet ind i huset ved at bryde et vindue i bryggerset op.

Den 26-årige mand blev kort efter anholdt, da en patruljevogn nåede frem, og han blev taget med på stationen.

»Der var ingen, der kom noget til, men helt udramatisk har det nok ikke været, at overraske en mand i sit hus,« supplerer vagthavende Mads Hessellund over for TV 2 Nord.