Tidligt tirsdag morgen modtog Fyns Politi en anmeldelse om, at der var fundet to livløse personer i vandet ved Odense Havn.

Efter man rykkede ud til havnen, blev de to personer – der har vist sig at være et ældre ægtepar – erklæret døde på stedet.

Det oplyser Fyns Politi på Twitter.

»Vi har foreløbig ingen mistanke til, at der skulle være sket en forbrydelse, men arbejder fortsat på stedet og har foreløbig ikke yderligere,« oplyste politiet tidligt tirsdag morgen.

Tirsdag formiddag oplyser politiet nu, at man har identificeret de to personer.

Der er tale om en mand på 82 år og en kvinde på 76 år.

»De to var ægtefæller. Pårørende er underrettet. Vi har ikke yderligere oplysninger i sagen,« oplyser politiet.

Politiet modtog anmeldelsen om sagen klokken 06.17.