39-årige Eddie Karl-Johan Christensen har været forsvundet siden lørdag, og oplysningerne er sparsomme fra Nordjyllands Politi.

En 45-årig mand og en 46-årig kvinde, der er sigtet i sagen, var fredag i et grundlovsforhør, der skulle have været færdig først på aftenen. Det endte dog med at trække meget ud.

Grundlovsforhøret var færdig ved 21.30-tiden, hvor de to personer blev varetægtfængslet i fire uger. Det skriver TV 2 Nord.

De to er henholdsvis fra Sverige og et engelsktalende land, og de kærede ikke dommerens kendelse om varetægtsfængsling.

Politiet ledte i flere dage efter Eddie i maj 2020.
Politiet ledte i flere dage efter Eddie i maj 2020. Jean Nonboe/Byrd

Også en anden svensk mand er varetægtsfængslet. Han blev fredag sigtet in absentia, da politiet endnu ikke har anholdt ham.

Vicepolitiinspektør sagde fredag til B.T., at der måske kan ligge en forbrydelse bag.

»Vi har været til stede på bopælen hele dagen  og aftenen i går og har foretaget en række undersøgelser deroppe. Vi har nu et mistankegrundlag om, at der måske kan ligge en forbrydelse bag.«

TV 2 Nord skrev fredag, at Nordjyllands Politi var interesseret i et særligt rum i et hus, som ejes af den svenske mand, som politiet endnu ikke har fundet. Han er dog ligeledes sigtet. Nemlig et aflåst lokale, hvor den svenske ejer opbevarer skydevåben og ammunition. Mediet tilføjer, at det hele skulle være beslaglagt.

Det nu varetægtsfængslede udenlandske ægtepar blev anholdt torsdag middag, og fredag klokken 12 sad de for første gang foran en dommer i Retten i Hjørring i en sag om en mystisk forsvinden.

I oktober 2016 blev Eddie Karl-Johan Christensen udsat for et voldsomt overfald under et drikkelag på en landejendom ved landsbyen Elling. Han blev slået flere gange i hovedet med en gaffelnøgle, stukket i maven med en spids genstand og derefter overhældt med benzin og smidt ind bag i en varebil.

I den forbindelse døde en 50-årig kvinde. Hun var Eddie Karl-Johan Christensens svigerinde og havde deltaget i det samme drikkelag, hvor der var opstået et slagsmål mellem Eddie Karl-Johan Christensen og andre tilstedeværende.

Mandag ringede Eddie Karl-Johan Christensen familie til politiet. De kunne fortælle, at han lørdag havde ringet til dem og fortalt, at han var bange. Derfor aftalte de, at han skulle komme hjem til familien, men han kom aldrig, og siden har familien ikke været i stand til at komme i kontakt med ham. Og sidste livstegn fra ham er den 9. maj omkring kl. 22, da han er set i Strandby ved Frederikshavn