Ved en lusket finte lykkedes det en svindler at franarre et ældre ægtepar et svimlende beløb.
Hele 750.000 kroner forsvandt, da de gennem en online annonce købte kryptovaluta. Men det blev kun begyndelsen på svindelnummeret.
Det skriver TV Syd.
Ægteparret, der bor tæt på den dansk-tyske grænse i byen Viöl, blev efter deres første køb opsøgt af gerningsmændene.
Ifølge svindlerne havde de opnået en stor økonomisk gevinst.
Det kostede bare et gebyr at få pengene udbetalt.
Derfor endte en af gerningsmændene med at møde op hjemme på ægteparrets adresse.
Her modtog svindleren et femcifret beløb i euro, svarende til de cirka 750.000 kroner.
Men efterfølgende begyndte ægteparret at lugte lunten.
De kontaktede politiet, og da en svindler igen mødte op for at afhente et beløb i kontanter klappede fælden.
Flensborg Politi pågreb en 19-årig ukrainer og kunne ved nærmere efterforskning konstatere, at personen havde modtaget et stort beløb til flere udenlandske konti.
Ifølge Flensborg Politi er beløbet i alt over 100.000 euro – altså mere end 750.000 kroner.
