Det kunne være blevet en dyr regning for advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, hvis det store advokatfirma torsdag tabte i Højesteret.

For konkursboet efter O.W. Bunker havde lagt sag an mod Gorrissen Federspiel med et krav om erstatning på over 64 millioner amerikanske dollar.

Med renter ville det kunne løbe op i over 600 millioner danske kroner.

Men torsdag middag kan advokatfirmaet ånde lettet op.

Højesteret frifinder Gorrissen Federspiel.

Retssagen skyldtes, at advokatpartner John Sommer Schmidt, der var en af kuratorerne i O.W. Bunker-konkursboet, ved en fejl ikke rettidigt søgte om forlængelse af en suspensionsaftale, der udløb i 2016.

På grund af den missede frist tabte konkursboet muligheden for at gøre et omstødelseskrav gældende over for investeringsbanken Jefferies.

Og det førte i 2019 til, at advokat Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, der siden var blevet kurator i O.W. Bunker-sagen, sagsøgte Gorrissen Federspiel og advokat John Sommer Schmidt.

Men Højesteret kommer frem til, at konkursboet ikke led et tab. Derfor har det ikke krav på erstatning.

I stedet pålægger Højesteret konkursboet at betale sagsomkostninger til Gorrissen Federspiel på samlet fem millioner kroner.

Da sagen var for Østre Landsret i 2025, var det ligeledes en frifindelse.

Retssagen mod advokatfirmaet er bare en af flere juridiske tvister, der har kørt i kølvandet på oliekoncernen O.W. Bunkers kollaps i 2014.

O.W. Bunker solgte brændstof til skibe verden over og var Danmarks næststørste selskab målt på omsætning i 2013. Men i november året efter gik det konkurs.

Kollapset skete, kun otte måneder efter at selskabet var gået på børsen, og sagen er blevet kaldt Danmarkshistoriens største børsskandale.

RITZAU