Utilstedelig opførsel, siger dommer om advokat Christian Harlang. Iraker kritiserer den danske stats advokat.

København. Med hævede stemmer og store armbevægelser kommer to advokater ud i et voldsomt skænderi i Østre Landsret mandag.

I sagen om tortur af irakere under militæroperationen Green Desert i det sydlige Irak tørner en af irakernes advokater sammen med Forsvarsministeriets repræsentant.

Under råberiet går de kappeklædte mænd frem og tilbage imod hinanden i retslokalet, som dommerne på det tidspunkt har forladt.

Peter Biering fra Kammeradvokaten er tydeligt utilfreds med advokat Christian Harlangs udspørgen af en af sine klienter, en 51-årig iraker.

Irakeren præsenteres for et foto af en soldat. Der er tydelige røde pile, som angiver kendetegn på en dansk uniform. Samtidig spørger Harlang ham, hvordan man kan kende en dansk soldat.

Dette ryster Peter Biering på hovedet ad, og han rykker uroligt rundt på stolen.

En anden iraker, der er 38, og som bor på Fyn, protesterer imod advokat Bierings tydelige mimik. Retsformanden beordrer ham hen på en ny plads, hvorefter han og de to landsdommere forlader lokalet - og så er det, at advokaterne begynder at mundhugges.

Lidt senere er det den ældre iraker, der tager ordet og kommenterer Peter Biering mimik:

- Er det latterliggørelse og hån af den, der taler, eller er det latterliggørelse og hån af domstolen?

Allerede ved retsmødets begyndelse er tonen skarp. Her er det advokat Harlang, der angriber de tre landsdommere, hvilket han også har gjort tidligere.

Årsagen er, at retten har bestemt, at en række afhøringer af irakere skal foregå per videoforbindelse til den danske ambassade i Beirut. Afgørelsen skyldes, at to af de første, der fik visum til at rejse til Danmark for at vidne i landsretten, har benyttet sig af muligheden for at søge om asyl i Danmark.

- Det er et overgreb. Vi anser den beslutning for at være krænkende for den proces, som sagsøgerne ønsker at føre, siger Harlang til retten. Han vil forsøge at indbringe spørgsmålet om videoafhøring for Højesteret.

Dette udløser en tilrettevisning og en advarsel. Landsdommerne kritiserer først advokaten for at bruge kostbar tid på andet end det væsentlige emne, som klienterne skal afhøres om. Derefter kommer turen til en vurdering af advokatens angreb på rettens beslutning:

- Det er utilstedeligt at føre proces på den måde. Din måde at føre sagen på har været påtalt fra rettens side en række gange. Retsplejeloven indeholder særlige regler om rettens reaktionsmuligheder i denne situation, siger landsdommer Ole Dybdahl.

Sagens 12. retsmøde finder sted onsdag.

/ritzau/