Drama på Politigården i København

Den mand, der tog en medfange som gidsel på Københavns Politigård mandag eftermiddag, var i en desperat situation, hvor han forsøgte at råbe pressen op, fordi han gerne vil ud af en bande, fortæller hans forsvarsadvokat Finn Walther Petersen.

- Han er frustreret, og det er baggrunden for det, der er sket i dag, siger han til TV2 News.

Klokken 13.48 tog en indsat på Politigårdens Fængsel for negativt stærke og voldelige indsatte en medfange som gidsel, da de var ude at gå på taget i Politigårdens gård, hvor indsatte kan komme på udgang.



Den indsattes advokat har selv talt med sin klient kort før han frigav gidslet, men gidseltageren mener ikke selv, at der var tale om en gidselsituation, og medfangen har ifølge advokaten indvilliget i at blive taget som gidsel.

- Han har siddet i fængslet på Politigården i meget lang tid, og der er ikke tale om en gidselsituation, men at han vil råbe offentligheden op, siger han.

Fangen har relation til en bande og har følt sig stærkt provokeret af at høre om regerings såkaldte exit-strategi, der skal hjælpe bandemedlemmer med at komme ud af en bande. For han har selv prøvet at komme ud af en bande, men har ikke fået hjælp.

- Jeg vil videre med mit liv, Finn. jeg vil i bande-exit, men der sker ikke noget, har den indsatte fortalt Finn Walther Petersen.

Den indsatte, som skulle være i trediverne, har også være meget frustreret over forholdene i fængslet. Han kontaktede for tre uger siden sin advokat for at få hjælp til at blive flyttet til et andet fængsel, men havde ikke held med det.

- Han har siddet i Politigårdens Fængsel i 20 måneder, og der er nogle meget specielle forhold. Hvis man har siddet der så lang tid og ingen hører efter en, og alt går én imod, så begynder man at tabe sig i vægt, og der har også været helbredsmæssige konsekvenser for ham, siger hans advokat.

Der kan sidde 25 fanger i Politigårdens Fængsel, og det er enten såkaldt negativt stærke fanger eller fanger som skal beskyttes mod trusler fra andre fanger. Det kan for eksempel være fanger, der er på ven ud af en bande og derfor føler sig usikre over for andre bandemedlemmer.

Fangerne sidder i isolation 22 timer i døgner og har en times udgang med en anden medfange i en time og får ud over det lov til at træne i en time.

Og det er ifølge Finn Walther Petersen disse forhold, der har fået gidselstageren til at bryde sammen. Han har nu frigivet gidslet, efter lang tids forhandling med politiet, da han fik lov til at snakke med sin advokat. Alle de involverede er uskadte.