En Sea Ray 170-speedbåd kan sejle hurtigt. Det gjorde fire mænd formentlig også, da de natten til tirsdag forulykkede og mistede livet nær indsejlingen til Hundige Havn

Ifølge politiets foreløbige undersøgelser sejlede de fire mænd så stærkt, at deres Sea Ray løftede sig over vandet og fortsatte hen over en stenhøfde, der er bygget vinkelret ud fra kysten som en bølgebryder.

Kort efter mistede alle fire venner livet.

De fire mænd havde nydt den sidste lune sommeraften med en bådtur til Nyhavn, inden de på vej hjem i mørket forulykkede ved den lidt over en meter høje stensætning.

- Vi ved ikke hvor hurtigt, båden har sejlet. Men var der blot var tale om fem km i timen, så var snuden af båden gået på stenene. I stedet har den formentlig haft god fart på og er planet hen over høfden, der har virket som en rampe, siger vicepolitikommissær ved Midt- og Vestsjællands Politi, Bjarne Malling.



På den anden side af stensætningen vendte båden sig formentlig i luften, hvorefter den lagde sig i vandet med bunden i vejret. Hastigheden har været så stor, at den afsatte tydelige og blivende mærker i sandbunden.

Ifølge BTs oplysninger blev ene af de fire mænd fundet ved siden af båden, mens de tre andre lå i vandet under den.

- De kan være blevet slået bevidstløse, da de rammer vandet, siger Bjarne Malling.

Hundige Havn speedbådulykke


Ejeren af båden er den 51-årige direktør Poul Christophersen fra Greve, der er kendt for at være glad for fart - og politiet har da også talt med flere vidner, der mener at have set en båd, der ligner den forulykkede, sejle meget hurtigt.

Men den 51-årige bliver også af venner beskrevet som rolig, og selvom selskabet i båden er set i Nyhavn i forbindelse med en hel del alkohol, understreger politiet, at det ikke er givet, at føreren af båden drak sin del.

- Det har heller ikke hjulpet, at der er meget mørkt på Køge Bugt om natten. De har formentlig sejlet tæt på kysten for at kunne orientere sig og for at undgå bundgarnene. Båden er af en type, der ikke stikker særlig dybt, så de har kunnet gå meget langt ind, siger Bjarne Malling.

Med i båden var også to af Poul Christophersens gamle venner fra Greve - en 45-årig advokat ved navn Steen Rahbek og 49-årig direktør, Jan Jensen. Desuden var en 53-årig mand fra Roskilde blandt de omkomne.



Politiet har taget blodprøver af alle fire, men svaret på, om de alle var påvirkede af alkohol, kommer først om et par uger.

- I morgen vil der blive foretaget et ligsyn, men det er ikke sikkert, at der vil ske en obduktion. Spørgsmålet er, om der er nogen, der vil have glæde af det, siger Bjarne Malling.

Ingen af de fire var iført redningsveste, men ifølge politiet blev der fundet fire veste nær båden.