Kriminalforsorgen advarede PET om den formodede gerningsmand bag weekendens attentater. Men bekymringen var ikke så stor, at den udløste frygt for terrorhandlinger. PET kan ikke klandres, mener tidligere operativ chef.

Den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein fik alarmklokkerne til at ringe hos fængselspersonalet, da han afsonede en dom for grov vold og pludselig ændrede adfærd i ekstrem religiøs retning.

Men ikke i en sådan grad at myndighederne frygtede, at han ville begå terrorhandlinger som de, der ramte København i weekenden, og som han mistænkes for at stå bag.

Det fortæller sikkerhedschef i Kriminalforsorgen Michael Gjørup, der orienterede Politiets Efterretningstjeneste (PET) om den 22-årige formodede gerningsmand, inden angrebene fandt sted.

»Man kan jo altid sidde og være bagklog. Men jeg vil sige, at der ikke er nogen af de oplysninger, som vi har viderebragt i den konkrete sag, som skulle få alarmklokkerne til at ringe i det omfang, som vi har set her i weekenden,« siger Michael Gjørup.

Sikkerhedschefen vil ikke udtale sig om detaljerne i indberetningen til PET, men han kan fortælle, at den 22-årige er en person, som Kriminalforsorgen har haft fokus på.

»Der har i hvert fald været noget i adfærden, der har givet anledning til en form for bekymring, og dermed har vi rettet henvendelse til PET,« siger Michael Gjørup.

Personalet i landets fængsler har de seneste år haft særligt fokus på radikalisering blandt indsatte, og de er blevet trænet i at spotte faresignaler gennem et specielt uddannelsestilbud. Siden midten af 2012 har der været 39 såkaldte »bekymringsindberetninger« - heriblandt én om den 22-årige.

Ifølge Berlingskes oplysninger ytrede Omar Abdel Hamid El-Hussein i fængslet åbent ønske om at rejse til Syrien for at kæmpe for terrorgruppen Islamisk Stat (IS).

Formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, melder om, at ekstremisme blandt fanger er »et stigende problem«.

»Vi har fået flere og flere indsatte fra de her særligt belastede boligområder med tilknytning til bandemiljøet. Det er en flok vrede, unge mænd med meget aggressiv adfærd. Og de er meget identitetsløse og har kun deres vrede budskab som tilhørsforhold til andre med samme budskab,« forklarer han.

Det vides endnu ikke med sikkerhed, om den formodede gerningsmand er blevet radikaliseret i fængslet, men politiet har oplyst, at han var kendt af politiet for flere kriminelle forhold, og at han havde tilknytning til bandemiljøet.

Men selv om Kriminalforsorgen advarede PET om Omar Abdel Hamid El-Hussein, kan efterretningstjenesten ikke klandres for, at han formentlig udførte de to terrorhandlinger i København, vurderer tidligere operativ chef Hans Jørgen Bonnichsen.

»Når PET får sådan en information, så er det jo dem, der skal ind og foretage en nøgtern risikovurdering. Det er et ansvar, der ligger hos PET,« forklarer han og fortsætter:

»Og der laver man selvfølgelig nogle prioriteringer, som er helt afgørende i forhold til andre, som måske er betydeligt mere markante end personen her.«

Den tidligere PET-chef understreger samtidig, at det kræver 30 mand om dagen at mandsopdække en person.

»Så det er en benhård prioritering. Og det er altså en vurdering, som ligger hos PET baseret på aktuelle trusselsvurderinger og aktuel viden om, hvad der foregår,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Den formodede gerningsmand blev skudt og dræbt af politiet tidligt søndag morgen på Svanevej på Nørrebro.