»Stop ham! Han har stjålet mit ur!«

En mand blev så sur over, at han havde fået stjålet sit ur på vej hjem fra byen natten til fredag, at han løb efter tyven og jagtede ham gennem indre København.

Tilfældigvis løb han forbi et par betjente i en politibil, som blev opmærksomme på, hvad der foregik. De fulgte straks efter i bil, oplyser Københavns Politi.

Til sidst fik patruljen stoppet gerningsmanden, som i mellemtiden havde smidt uret fra sig. Han blev anholdt, og en politihund sørgede for, at den forurettede fik sit ur tilbage.

Københavns Politi forklarer til B.T., at det hele varede et kvarter til 20 minutter og begyndte, da den formodede gerningsmand – en 36-årig marokkansk mand – bad en tilfældig forbipasserende om ild til sin cigaret i Skindergade i Indre By.

Den 36-årige rakte hånden frem som tak, men i stedet for et håndtryk rev han armbåndsuret af den gavmilde giver.

På det tidspunkt var klokken omkring halv 2 natten til fredag, men den efterfølgende jagt gennem byen foregik over halvanden kilometer og var først slut kvart i 2.

Hos Københavns Politi lyder det, at fremgangsmåden er velkendt, når det gælder tricktyverier i nattelivet.

Derfor opfordrer politiet til, at du er varsom, hvis du bliver passet op af ukendte personer, der beder om ild, begynder at danse foran dig, eller på anden vis forsøger at aflede din opmærksomhed.

Den 36-årige fremstilles i grundlovsforhør fredag.