De bliver stjålet i hundredvis, og de er lette at omsætte.
Sådan lyder meldingen fra brancheorganisationen Danske Byggecentre, efter endnu et byggemarked har været udsat for omfattende tyveri af gasflasker.
»Det har igennem de seneste år været et stigende problem, hvor vi har haft rigtig mange tyverier. Derfor valgte vi sidste år at sætte fokus på det,« siger Palle Thomsen, administrerende direktør for Danske Byggecentre.
I weekenden var det Davidsen Tømmerhandel i Kolding, der fik besøg af ukendte gerningsmænd, som ifølge Jydske Vestkysten stjal ikke mindre end 60 gasflasker.
Og det er bare endnu et tyveri i rækken af tyverier rettet mod byggemarkeder og gasflasker, fortæller Palle Thomsen.
»Det er meget organiseret. De rekognoscerer byggemarkedet. Finder ud af, hvor gasflaskerne står, hvor mange der er, og så finder de biler, som passer til det. Så laver de indbruddet og fordeler flaskerne rundt om i landet på ganske få timer,« fortæller han.
Efterfølgende bliver gasflaskerne ifølge Palle Thomsen solgt på forskellige hjemmesider - eksempelvis Facebook Marketplace.
»Så de sider overvåger vi og holder øje med, hvem der sælger de her flasker og måske har mange annoncer med gasflasker. Men det er et temmelig stort problem det her,« siger Palle Thomsen, som mener, der er et sort marked for gasflaskerne.
Han anslår, at man er lykkedes med at skaffe for 250.000 kroner gasflasker tilbage, efter de har været stjålet. Men der er stadig masser af stjålne gasflasker derude.
»Så vi sætter gps i nogle af gasflaskerne, så vi kan se, hvis de flytter sig,« siger Palle Thomsen.
Han understreger, at det er ulovligt at købe stjålne gasflasker, og at man særligt skal være opmærksom på prisen.
»Hvis den koster mindre end det halve af, hvad den normalt vil koste, så er den nok stjålet. Man kan også se, om vedkommende, man køber den af, har mange gasflasker stående. Det vil også være mistænkeligt.«
De 60 gasflasker fra tyveriet i Kolding er ifølge Jydske Vestlysten blevet fundet igen. En af dem havde monteret en gps, som hjalp politiet på sporet.