Onsdag aften havde Midtjysk Brand og Redning nok at se til i Silkeborg.

De blev nemlig kaldt ud til brand hele to steder i byen. Men det er ikke dét, der er det mest opsigtsvækkende.

Det skriver TV Midtvest.

Den første brand skete på Skærbækvej, hvor der var gået brand i selve isoleringslaget bag et træbeklædt hus.

Den anden brand fandt sted på Linåvej, hvor der var gået ild i en høj busk.

Men selvom de to brande opstod to forskellige steder, så har de faktisk én bestemt ting til fælles.

Nemlig, at de begge var startet med en ukrudtsbrænder.

Og netop derfor kommer politiet også med en særlig opfordring til alle husejere.

»Selvom folk tror, at nu har vi fået vand… Så er der knastørt. Det skal regne længe, før det ikke er tørt. Man skal holde sig væk fra de der ukrudtsbrændere,« lyder det fra indsatsleder hos Midtjysk Brand og Redning, Anders Simonsen, til TV Midtvest.

Ligeledes advarer Midt- og Vestjyllands Politi også folk om at huske at passe på, når de finder ukrudtsbrænderen frem, eller råder folk til at lade helt være, ifølge mediet.

Ingen er dog heldigvis kommet til skade ved de to brande i Silkeborg.

Til gengæld er begge husejere blevet sigtet for at overtræde beredskabsloven og kan se frem til en bøde.