De tre teenagedrenge, der sigtes for at planlægge et angreb mod Hadsten Skole, accepterer en frivillig forlængelse af varetægtsfængslingen.

Det oplyser de sigtedes advokater til Ritzau.

De tre drenge på henholdsvis 15, 16 og 16 år har været varetægtsfængslet i surrogat siden grundlovsforhøret ved Retten i Randers 3. august.

Drengene sigtes for forsøg på terror efter straffelovens paragraf 114.

Deres plan var ifølge politiet at dræbe og såre flere personer på den østjyske skole med knive og bombesprængninger.

En dommer fandt ved grundlovsforhøret, at der var begrundet mistanke om, at de tre sigtede har gjort sig skyldige i forsøg på terror.

Varetægtsfængslingen blev endvidere begrundet i, at de tre drenge på fri fod ville kunne vanskeliggøre politiets efterforskning af sagen ved eksempelvis at påvirke vidner eller fjerne beviser.

De blev på grund af deres unge alder varetægtsfængslet i såkaldt surrogat på en lukket ungdomsinstitution.

Fængslingen stod til at udløbe 31. august, hvorefter en dommer på ny skulle tage stilling til, om de skulle forblive fængslet.

Men der sker nu en frivillig forlængelse i yderligere fire uger, oplyser de tre forsvarsadvokater til Ritzau.

Alle tre nægter sig fortsat skyldige.

RITZAU