To aarhusianske mænd føler sig som forsøgskaniner i retssystemet. De er samlet blevet idømt 19 års fængsel på baggrund af vidneudsagn fra amerikanske indsatte.

Michael Fogh Larsen, tidligere chef i et italiensk møbelfirma, og Henrik Graabæk, tidligere projektleder, har skrevet dansk retshistorie. Helt ekstraordinært i dansk retspraksis har anklagemyndigheden nemlig brugt amerikanske narkoforbryderes vidneudsagn som bærende bevis mod danskerne. Som betaling for vidneudsagnene har de amerikanske narkobagmænd fået nedsat deres straffe betragteligt, skriver Århus Stiftstidende.

Sagen begyndte for de to danskere i 2003, hvor de blev sigtet for at have indsmuglet cirka en kvart million ecstasypiller i hule bordben i designmøbler.

De to aarhusianere har hele tiden bedyret deres uskyld.

- Jeg føler, at min frihed allerede har været berøvet i de år, det her cirkus har stået på. Mit liv har været på standby i seks år - det er til at blive sindssyg af, siger Henrik Graabæk, som ved højesteret netop er blevet idømt ni års fængsel, til Århus Stiftstidende.

Han blev sammen med sin ven Michael Fogh Larsen og en tredje dansker fedtet ind i den amerikanske narkosag i 2003. Såkaldte »plea-bargain-vidner« havde nævnt deres navne i forbindelse med en sag om transitsmugling af ecstasypiller.

I 2006 blev danskerne anholdt og varetægtsfængslet i halvandet år, men frifundet i 2007 af dommeren i byretten i Aarhus, som afviste at bruge de amerikanske vidner i sagen.

Anklagemyndigheden ankede efterfølgende til Landsretten, som sendte sagen videre til Højesteretten, som fastslog, at sagen skulle gå om med brug af de amerikanske vidner.

Brugen af de amerikanske vidner resulterede i en helt anden afgørelse. I 2010 blev Michael Fogh Larsen og Henrik Graabæk dømt i Byretten, og i slutningen af januar 2012 faldt så dommen i Landsretten.

10 års fængsel til Michael Fogh Larsen og ni års fængsel til Henrik Graabæk, som begge betegner forløbet som dybt surrealistisk.

- Jeg vil aldrig tilstå en forbrydelse, jeg ikke har begået, men det er skræmmende at lege med tanken. Hvis jeg bare havde tilstået i 2006, var jeg kommet ud på god opførsel efter halvdelen af tiden. I stedet mangler jeg at afsone en dom på 10 år, siger Michael Fogh Larsen til Århus Stiftstidende.

Sagens forløb er blevet stærkt kritiseret undervejs. Lige nu afventer de dømte svar på, om Højesteret vil acceptere afgørelsen.