92-årig blev holdt fast under hjemmerøveri i Virum
Ældre kvinde blev skubbet ind i sit hjem og holdt fast, mens to personer røvede hendes bopæl.

Ældre kvinde blev skubbet ind i sit hjem og holdt fast, mens to personer røvede hendes bopæl.

Nordsjællands Politi leder efter to gerningsmænd, som menes at stå bag et hjemmerøveri mod en 92-årig kvinde lørdag eftermiddag i Virum.
Kvinden fik røvet smykker, da to gerningsmænd mødte op på adressen.
- De henvender sig til hende ved døren på hendes bopæl. Så skubber de hende ind og stjæler hendes smykker, siger Flemming Hansen, vagtchef ved Nordsjællands Politi.
Den ældre kvinde blev holdt fast, mens gerningsmændene røvede hendes bopæl, oplyser vagtchefen.
De to mistænkte stak efterfølgende af fra adressen. Vagtchefen kan ikke svare på, hvorvidt de var maskerede.
Politiet fik anmeldelsen lørdag 15.37 og har siden haft teknikere på kvindens adresse for at lede efter spor.
Den ældre kvinde er ikke kommet fysisk til skade under røveriet.
- Ikke andet end at hun selvfølgelig er chokeret, siger Flemming Hansen.
/ritzau/