En 92-årig kvinde er afgået ved døden, som var meldt forsvundet.

Det sker efter, at hun ved midnatstid blev fundet i live i et vådområde ved Tjørring.

Hun blev fundet stærkt nedkølet, skriver TV Midtvest.

Kvinden havde været væk i flere timer og blev fundet efter en større eftersøgning, der blandt andet omfattede flere hundepatruljer og en helikopter med termisk søgeudstyr.

»Vores tanker går til de pårørende. Politiets rolle er overstået, men vi står til rådighed, hvis de pårørende har spørgsmål eller brug for sparring til at komme igennem de praktiske spørgsmål,« siger politikommissær Lars Boe Larsen fra lokalpolitiet i Herning.