Et ni-årigt barn blev søndag aften kørt på hospitalet efter et sammenstød mellem to biler.

Ulykken skete på Viborgvej ved Lille Binderup i Nordjylland klokken 18.38.

Ifølge Nordjyske kommer begge biler kørende, da den ene bil ville foretage et venstresving ind på en tankstation.

Samtidig trak den anden bagvedkørende bil ud for at overhale, hvilket medførte, at de to biler kørte sammen.

»De ramte den svingende bil foran på siden,« siger vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi til det lokale medie.

I bilen, der foretog venstresvinget, sad der en mand og en kvinde samt to børn, mens der i den overhalende bil sad en mand og en kvinde.

Ingen af parterne kom alvorligt til skade, men et af de to børn blev kørt til tjek på hospitalet.

Viborgvej var efterfølgende spærret i en times tid som følge af oprydning efter ulykken.