En 88-årig mand er mandag død efter en bilbrand på E39 Hirtshalsmotorvejen.

Det skriver TV 2 Nord.

Ifølge politikredsen kan manden have fået et ildebefindende.

Manden blev fundet bag rattet og med foden på speederen, som ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen, kan være grunden til, at bilen brød i brand.

Han siger:

»Sammen med beredskabet får de ham reddet ud, hvor ambulancereddere på stedet forsøger at give ham hjertelungeredning, men hans liv står desværre ikke til at redde, og han bliver erklæret død på stedet.«

Mandens pårørende er underrettet.

Motorvejen var spærret i flere timer mandag.