'Bliv i din bolig, og meld det til politiet,' lyder en advarsel fra Boligselskabet Sjælland til sine beboere i Rønnebærparken i Roskilde.
Advarslen kommer efter, at en 83-årig kvindelig beboer blev udsat for et noget kreativt forsøg på et tricktyveri.
Kvinden blev ringet op søndag aften den 1. marts.
Fra den anden ende af røret lød en mandlig stemme, og han oplyser, at han er fra sundhedsmyndighederne, skriver TV2 Lorry.
Manden forklarer den 83-årige kvinde, at hun skal forlade sin bolig, fordi ejendommen skal evakueres som følge af et udbrud af coronavirus.
Det gør den ældre kvinde bange, skriver TV2, som har været i kontakt med kvindens svigerdatter, Mette Overgaard:
»Hun begyndte at ryste, da manden nævner virussen. Hun bliver bange. Så hun gør selvfølgelig, som han siger,« forklarer Mette Overgaard til TV2 Lorry.
Manden siger til kvinden, at hun skal gå over til områdets fælleshus, for at blive testet for coronavirus, og med sig skal hun tage pas, dankort og kontanter.
Det undrer den 83-årige kvinde, så hun spørger manden, hvorfor hun skal medbringe de ting, og svaret lyder, at hvis hun skulle blive testet positiv for coronavirus, så kan hun ikke komme hjem igen lige med det samme.
Mens manden bliver i røret, pakker kvinden derfor sin taske og går over til fælleshuset.
Her forventer hun, at manden står, men da hun ikke kan se ham, beder hun ham komme ud til sig.
Det vil han ikke, forklarer han, fordi han ikke har beskyttelsesdragt på. I stedet beder han hende lægge sine værdigenstande foran fælleshuset og forlade stedet.
Heldigvis bliver den 83-årige kvinde her mistænksom, og hun hun nægter at gøre som manden siger - på trods af protester fra den anden ende af røret - og hun lægger røret på.
Kvinden fortalte, ifølge TV2 Lorry, ingen om sin oplevelse den aften, men da en bekendt hører historien, kontakter vedkommende politiet.
Til TV2 Lorry forklarer kommunikationsmedarbejder for Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist, at man aldrig har hørt om tilsvarende sager.
B.T. har kontaktet Midt- og Vestsjællands Politi, som oplyser, at man er i gang med at efterforske sagen.


