82-årig kvinde er død efter brand i ældreboliger i Nordjylland
En 82-årig blev lørdag fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand. Søndag er hun afgået ved døden.
En 82-årig blev lørdag fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand. Søndag er hun afgået ved døden.
En 82-årig kvinde har søndag mistet livet, efter at hun lørdag formiddag blev fløjet til Rigshospitalet efter en brand i ældreboliger i Støvring.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Rene Kortegaard til TV2 Nord.
Kvindens pårørende er underrettet, skriver mediet.
Politiet fik lørdag klokken 10.35 anmeldelse om branden på Hobrovej i Støvring. 12 personer er tilmeldt adressen, hvor der var brand.
Både politiet og Nordjyllands Beredskab rykkede ud til adressen og sørgede hurtigt for at få evakueret beboerne, oplyste vagtchef Michael Mow lørdag.
Syv beboere blev bragt til undersøgelse på Aalborg Universitetshospital.
Lørdag eftermiddag blev branden erklæret under kontrol, og der var ikke længere røgudvikling.
Natten til søndag var området dog fortsat afspærret af hensyn til efterforskningen.
Det fremgår ikke, om der fortsat er spærret på stedet. Det er også uklart, hvad der var årsagen til branden.
/ritzau/