81-årig spøgelsesbilist sigtet for vanvidskørsel
Ældre bilist blev hurtigt standset af politiet, da han kørte i den forkerte retning på motorvej ved Tinglev.

Ældre bilist blev hurtigt standset af politiet, da han kørte i den forkerte retning på motorvej ved Tinglev.

En 81-årig mand er blevet sigtet for vanvidskørsel, efter at han mandag aften kørte i den forkerte retning på Sønderjyske Motorvej.
Det oplyser vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Vi fik en patrulje ud med det samme og fik standset bilisten derude. Han kørte i det forkerte spor, da vi traf ham, siger han.
Manden kørte på motorvejen mod syd i det nordgående spor ved Tinglev.
Det er endnu uklart, om der var bilister, som måtte undgå spøgelsesbilisten for ikke at blive ramt.
Politiet fik den første anmeldelse klokken 22.39, og der var efterfølgende flere, der ringede ind for at alarmere politiet.
Bilen, som den 81-årige kørte i, er blevet beslaglagt. Der er ingen meldinger om, at nogen personer er kommet til skade på motorvejen.
I forrige uge blev en 77-årig mandlig bilist sigtet for vanvidskørsel, da han vendte om ved Storebæltsbroens betalingsanlæg ved Korsør og kørte mod færdselsretningen tilbage mod Fyn.
Heller ikke her kom nogen personer til skade. Politiet mente, at mandens alder havde gjort, at han blev forvirret på broen, og at det ikke var en bevidst handling.
RITZAU