En 8-årig cyklist er mandag eftermiddag blevet kørt ned af en bus i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Ulykken skete klokken 15.21 på Bethesdavej i det nordlige Aarhus.

Den 8-årige dreng er dog ikke kommet alvorligt til skade i forbindelse med ulykken.

»Han kommer kørende på cykelstien og slingrede så meget, at han til sidst mistede herredømmet og blev ramt af en bus, der kørte i samme retning som ham selv,« forklarer vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Tholstrup til B.T. og fortsætter:

»Drengen er ikke kommet noget alvorligt til, men blev kørt på hospitalet til observation.«

Den 8-årige dreng kan måske have pådraget sig en hjernerystelse i forbindelse med ulykken, og det var med den begrundelse, at man valgte at køre ham til observation.

Her vil man også tjekke for skader på lever og milt.