Sømbrætter dækket med mos og blade, barrikader af stenbunker og pigtråd spændt hen over cykelsporet.
Det er noget af det, en 78-årig mand er sigtet for at lægge på stier ved Karlstrup Kalkgrav i Solrød for at genere cyklister, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Facebook.
Her står, at det med hjælp fra årvågne borgere, der færdedes i området, samt en medarbejder fra Naturstyrelsen, lykkedes for politiet at opspore den 78-årige mand.
'Flere borgere havde bemærket en mand, som de fandt mistænkelig, da han ofte påtalte andres færden og blandt andet påpegede mountainbikeres kørsel,' skriver politiet.
Det var lokalbetjenten i Solrød, Peter Riddervold, der fandt frem til, at en 78-årig mand fra Vestegnen stod bag de farlige fælder i Kalkgraven.
Ved en ransagning af hans bopæl fandt politiet flere af de særlige genstande, som var blevet brugt til at lave fælderne.
Den 78-årige blev sigtet for at forvolde fare for andre, og han erkendte ved afhøringen, at det var ham, som havde lavet fælderne.
En enkelt cyklist har fået sin cykel punkteret, men ingen personer er kommet til skade.