En 78-årig mand er afgået ved døden i en ulykke i et kryds, hvor han på sin scooter er blevet påkørt af en personbil.
- Scooteren er af uransagelige årsager kørt ud på kørebanen, hvor den holdt stille. Hvorfor, ved vi ikke, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Viggo Rækby.
Den 78-årige scooterfører afgik kort efter ulykken ved døden.
Han blev påkørt i krydset mellem Skjernvej og Skolevej i byen Videbæk vest for Herning. Manden er fra lokalområdet.
Føreren af personbilen er uskadt, oplyser vagtchef Viggo Rækby.
Vagtchefen tilføjer, at en bilinspektør er på vej til stedet for ulykken. Her skal vedkommende klarlægge, hvad der kan være skyld i ulykken.
- Vi undersøger nu, hvad der ligger til grund, siger Viggo Rækby.
Mandens pårørende er underrettet.
Trafikken er spærret i den ene vejbane som følge af uheldet. Ifølge TV Midtvests oplysninger ventes vejspærringen at vare indtil klokken 10.45.
/ritzau/