Den 24-årig bilist, der søndag var involveret i en trafikulykke, der betød, at en 77-årig kvinde fra Tilst mandag afgik ved døden, er blevet sigtet for uagtsomt manddrab.

Ulykken skete søndag middag, da den 77-årige kom cyklende rundt i en rundkørsel ved Havkærvej/Blomstervej i Tilst. Her blev hun ramt af en bil, ført af den 24-årige kvinde.

Den 77-årige blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand, mens den 24-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Østjyllands Politi oplyste mandag morgen, at kvinden havde fået en blødning i hjernen, og at hendes tilstand så kritisk ud.

Mandag ved tretiden fik politiet besked om, at den 77-årige var afgået ved døden.

Først lød meldingen, at Østjyllands Politi skulle undersøge, om der skal rejses en sigtelse for uagtsomt manddrab.

»Det skal afklares, om det med sikkerhed er færdselsuheldet, der er skyld i dødsfaldet, og så vil vi vurdere, om der kan rejses sigtelse for uagtsomt manddrab,« sagde vagtchef Peter Vestergaard.

Men de undersøgelser har altså nu ført til, at den kvindelige bilist er blevet sigtet for uagtsomt manddrab.

Den 24-årige bilist kom ikke fysisk til skade ved uheldet.