En 76-årig kvinde på el-scooter kunne ikke passere en svalegang i Frederiksværk, fordi en anden kvinde sad i en stol og spærrede vejen.

Det blev startskuddet til et skænderi, der førte til sigtelser for både vold og tyveri.

Den 76-årige kvinde blev så irriteret over, at hun ikke kunne komme forbi i el-scooteren, at hun kørte ind i den 78-årige kvinde, der sad i en stol.

De to kvinder kom op at toppes.

Optrinnet blev set af en 65-årig mand, som kom og blandede sig.

Det fik bestemt ikke gemytterne til at falde til ro. Tværtimod.

Manden kritiserede den 76-årige kvindes påkørsel af kvinden i stolen.

'Det blev den 76-årige kvinde så vred over, at hun slog den 65-årige i hovedet med en fyldt ølflaske,' skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

Den bizarre hændelse fandt sted onsdag eftermiddag på svalegangen ved nogle boliger på Aase Hansens Vej i Frederiksværk.

Den 76-årige kvinde er blevet sigtet for vold, men også den 65-årige mand forbrød sig mod lovens bogstav.

Han er sigtet for tyveri, idet han under skænderiet tog en øl fra kurven på kvindens el-scooter og kastede den ned på jorden.

Nordsjællands Politi oplyser ikke, om manden pådrog sig skader, da han blev slået i hovedet med den fyldte ølflaske.