En 75-årig mand er torsdag morgen druknet i forbindelse med dykning i Vesterhavet ud for Rødhus Klit, der ligger syd for Blokhus.
Det oplyser Nordjyllands Politi, der fik meldingen om drukneulykken torsdag morgen klokken 10.20 via et opkald til 112.
- Der blev sendt politi og redning til stedet. Redningshelikopteren fandt kort efter anmeldelsen en livløs person i vandet, som efterfølgende blev erklæret død, skriver politiet på Twitter.
Politiet oplyser, at ulykken skete i forbindelse med dykning.
Den afdøde mand er fra Birkelse ved Aabybro. Hans pårørende er underrettet.
/ritzau/
Del: