En 75-årig mand er død, efter at han onsdag blev stukket med en skruetrækker i en moské i Odense.
Det oplyser Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.
Manden blev bragt til OUH med 13 stik i kroppen og ansigtet med en cirka 15 centimeter lang skruetrækker.
En 70-årig mand er anholdt i sagen.
»Efter ligsyn senere i dag, hvor dødsårsagen vurderes, vil vi tage stilling til, om sigtelsen skal ændres til drab,« siger Torben Jakobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.
Ifølge Ritzau har den fængslede tidligere fået en betinget dom i forbindelse med noget vold ved moskéen, som bruges af bosniere, og han er blevet nægtet adgang til moskéen.
I retten fortalte han torsdag, at han onsdag var dukket op ved moskéen på Lisesmindevej for at få lov til at komme der igen.
Men der opstod ifølge den 70-årige tumult, og det endte med, at den 75-årige blev stukket med en skruetrækker.
Manden selv erkender, at det var ham, der stak den 75-årige. Men han nægter, at det var et forsøg på at slå ham ihjel.
Han havde efter eget udsagn skruetrækkeren med til brug i eventuelt selvforsvar.
