En far og søn var ude at røgte garn, da deres båd kæntrede. Faren havde ikke redningsvest på og druknede.

Odense. En kæntringsulykke i farvandet ud for Helnæs på Fyn har onsdag eftermiddag kostet en 74-årig mand livet.

Sammen med sin søn på 48 år var han ude for at røgte garn, da det gik galt.

- Båden bliver ramt af en forkert sø og tipper rundt så de to mænd bliver kastet i vandet, fortæller vagtchef Torben Jakobsen fra Fyns Politi.

Faren havde ikke redningsvest på og havde svært ved at holde sig oppe i overfladen. Sønnen, der havde redningsvest på, blev reddet op i en båd, hvorfra der klokken 12.43 blev slået alarm.

Forsvarets Operationscenter sendte en helikopter til området og fik faren op af vandet. Han blev fløjet til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde.

Sønnen blev bragt i land og er onsdag eftermiddag i god behold, oplyser vagtchefen.

/ritzau/