73-årige Preben Byskov er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drabet på en 74-årige Poul Erik Schwærter i Helsinge.

Preben Byskov er sigtet for at have dræbt Poul Erik Schwærter på en adresse nær Helsinge mandag morgen.

Ved tirsdagens grundlovsforhør forklarede Preben Byskov, at han og Poul Erik Schwærter tidligere havde været gode venner. Men da Poul Erik Schwærter som tidligere byrådsmedlem for Venstre i Helsinge Kommune valgte kommunens side frem for Preben Byskovs, følte Byskov sig svigtet.

Preben Byskov fortalte i retten, at  Poul Erik Schwærter havde brugt sin position i kommunen og forbindelser til at 'gå bag om ryggen på ham'. Konflikten drejede sig, ifølge Preben Byskov, blandt andet om et rensningsanlæg ved hans ejendom i Helsinge, som skulle have forurenet hans ejendom.

»Han har ødelagt mit liv,« lød ordene fra Preben Byskov i retten, da anklageren spurgte, hvorfor han havde skudt og dermed dræbt ham.

Preben Byskov forklarede videre i retten, at han mandag morgen kørte alene i sin bil ud mod Poul Eriks adresse. Da han ankom til Poul Eriks hjem, gik han ind på hans soveværelse og vækkede ham, imens han lå og sov.

»Jeg spurgte, om han kunne være det, som han havde gjort imod mig, bekendt,« forklarede Preben Byskov, der tilføjede, at han ikke selv havde sovet de seneste fire dage.

Poul Erik vågnede med det samme og grinede, ifølge Preben Byskov, hånligt ad ham ‘som han plejede’.

»Han satte sig op i sengen med benene ud over sengekanten. Så går jeg rundt om sengen, tager den ene patron og får trykket af,« siger Preben Byskov uden at fortrække en mine.

Poul Erik Schwærter blev skudt i ryggen på halvanden meters afstand og døde som følge heraf.

Efter Preben Byskov havde skudt ham, gik han ind til  Poul Erik Schwærters kone, Marianne, der sad på et kontor, og fortalte hende, hvad han havde gjort.

»Jeg sagde til hende, at jeg havde skudt efter hendes mand. Og at jeg nok selv skulle ringe til politiet,« lød det fra Preben Byskov ved tirsdagens grundlovsforhør, inden han tilføjede, at han ikke havde til hensigt at dræbe Poul Erik Schwærter, men blot at »skade ham«.

I retten sad pårørende til Preben Byskov, der var tydeligt berørte over, at han har dræbt en anden mand. Preben selv virkede dog ikke så berørt og klappede venligt en af sine pårørende på hovedet med et kort smil, inden han gik ud af salen.