En 73-årig mand blev tirsdag sigtet for vold mod personer i offentlig tjeneste.

Manden skulle ifølge Østjyllands Politi havet slået to personer fra Arbejdstilsynet.

Det skriver politikredsen i døgnrapporten.

»Tirsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra arbejdstilsynet, der om formiddagen havde haft to medarbejdere ude på en byggeplads på havnen i Aarhus, hvor de var blevet udsat for vold,« skriver de og tilføjer:

»De to medarbejdere havde ved 10.30-tiden indfundet sig på byggepladsen i forbindelse med et tilsyn, hvor de havde rettet henvendelse til en 73-årig mand, der sad på en gravemaskine. De talte lidt frem og tilbage om, hvorvidt man skulle bruge hjelm, når man kørte gravemaskinen, men var nået frem til, at det ikke var nødvendigt i den model, manden kørte i.«

De to forurettede, som ifølge Århus Stiftstidende begge er kvinder, har forklaret, at stemningen var dårlig, og manden talte tilsyneladende både nedladende og grimt til dem.

»Pludselig slog den 73-årige mand den ene tilsynsførende hårdt oven på hendes sikkerhedshjelm flere gange. Herefter gik manden frem mod den anden tilsynsførende, som han slog på armen, hvorefter han tog fat i hendes id-kort og hev hårdt i snoren, så hun blev trukket forover,« skriver politiet.

Kvinderne gjorde det ifølge politiet klart over for manden, at hans opførsel var uacceptabel, inden de igen forlod byggepladsen.

Umiddelbart efter hændelsen kontaktede de deres chef, som anmeldte sagen til politiet.

»Onsdag morgen har en patrulje været ude på den pågældende byggeplads, og den 73-årige mand er nu blevet sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste,« lyder det fra Østjyllands Politi.

Det vides ikke, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.