En grov voldssag udspillede sig natten til onsdag i et hus i Sønder Ho på Fanø.

Her blev en 63-årig kvinde udsat for så grov vold, at hun måtte flyves til behandling på hospitalet.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet blev alarmeret omkring klokken to natten til onsdag, og kort efter blev kvinden fløjet til behandling på Odense Universitetshospital.

Onsdag morgen meldes hun uden for livsfare.

På samme adresse i byen opholdt en 72-årig mand fra Frederiksberg sig.

Manden blev kort efter anholdt og sigtet i sagen.

Den 72-årige bliver fremstillet i et grundlovsforhør klokken 15.00 ved Retten i Esbjerg, sigtet for drabsforsøg, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter..

Politiets pressevagt Mads Dollerup-Scheibel kan onsdag formiddag ikke oplyse, hvad manden konkret har udsat kvinden for, skriver Ritzau.

Det er ligeledes uvist, hvad motivet til overfaldet skulle være, og om offeret og den formodede gerningsmand kender hinanden.

Syd- og Sønderjyllands Politi har afspærret området omkring gerningsstedet i Sønder Ho af hensyn til efterforskningen.

Politiets undersøgelser på stedet ventes at vare det meste af dagen.

B.T. følger sagen...