En 70-årig mand er afgået ved døden efter en voldsom brand på hans gård i Tved nær Hanstholm. Det fortæller Nordjyllands Politi til TVMidtVest.

Klokken 13:47 modtog alarmcentralen et opkald om, at det brændte kraftigt på gården.

Branden havde udviklet sig i gårdens fyrrum, hvorfra der kom kraftige flammer.

»Brandvæsnet går ind med røgdykkere, og de finder de en person død i fyrrummet. Han er død, da de ankommer,« siger Lars Even, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

 

Årsagen til branden er endnu ikke fastslået, men der er intet som tyder på, at der ligger en forbrydelse bag.

Politiet hælder lige nu til en teori om, at branden er opstået som følge af en ulykke med fyret.

»Vi går ud fra, at branden er opstået i forbindelse med noget arbejde på fyret. Enten har han været ved at fyre eller også har han rengjort eller repareret fyret. Det skal de brandtekniske undersøgelser vise,« siger Lars Even.

Den 70-årige boede på gården sammen med sin hustru og nogle børn. Ingen andre kom til skade ved branden. De pårørende er underrettet.