En syvårig dreng er afgået ved døden som følge af en alvorlig ulykke nær Hobro.

Ulykken skete i forbindelse med et nedrivningsarbejde på en privat grund.

Den syvårige pådrog sig meget alvorlige skader, da en mur væltede ned over ham.

»Ulykken skete på en gård, der er ved at blive revet ned,« siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen til B.T.

Nordjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at der med det samme blev sendt lægehjælp og lægehelikopter til stedet, ligesom politiet rykkede ud.

Drengens liv stod dog ikke til at redde, og en tilkaldt læge erklærede ham død på stedet klokken 17.02.

De pårørende er underrettet.

'Vi har været på ulykkesstedet, siden det skete, og er fortsat derude,' siger Karsten Højrup Kristensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

'Vi er ved at efterforske omstændighederne omkring denne meget tragiske ulykke. Det kommer til at tage tid. Derfor er det yderst begrænset, hvad politiet kan udtale sig om på nuværende tidspunkt. Jeg kan dog sige, at vi har fokus på at få undersøgt alle forhold omkring ulykken.'

Det oplyses desuden, at både en bilinspektør og Arbejdstilsynet er tilkaldt for at bistå politiet med de nærmere undersøgelser.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om den tragiske ulykke.