En forårsaften i april sidste år blev forvandlet til sandt mareridt, da et ægtepar var ude og cykle på Amager.

En 68-årig kvinde mistede livet, efter hun var blevet påkørt af en UTV, et motordrevet køretøj som minder om en kombination mellem en ATV og en lille bil, på en cykelsti.

Tirsdag skal en 30-årig mand så for retten i Københavns Byret, anklaget for uagtsomt manddrab. 

Det viser anklageskriftet, som B.T. er i besiddelse af.

Ifølge anklageskriftet bragede den nu 30-årige over for rødt i et lyskryds, hvorefter han foretog en U-vending og ramte den 68-årige kvinde, der var ude og cykle med sin mand.

Kvindens mand forblev uskadt.

En 68-årig kvinde afgik ved døden efter at være blevet påkørt 29. april 2025.
En 68-årig kvinde afgik ved døden efter at være blevet påkørt 29. april 2025. Arkivfoto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Men i stedet for at blive på stedet og yde førstehjælp trådte den 30-årige atter på speederen og forlod ægteparret.

Selvom redningspersonale forsøgte at redde kvindens liv med førstehjælp på stedet, blev hun erklæret død på Rigshospitalet senere samme aften.

Den 30-årige valgte dog at melde sig selv til politiet, men nægtede sig skyldig ved grundlovsforhøret i april sidste år.

Desuden kom det frem, at køretøjet ikke var registeret under en ansvarsforsikring. Noget, som den 30-årige også er tiltalt for.

Ifølge anklageskriftet er den 30-årige også tiltalt for at have været til fare for andre som følge af grov kådhed i trafikken - en betegnelse for ekstrem hensynsløs og uansvarlig adfærd.

Udover fængsel og frakendelse af kørekortet går anklagemyndigheden efter at konfiskere den 30-årigets UTV.

Det er forud for retssagen uvist, hvordan han vil stille sig til tiltalen i retten. Men da sagen skal føres som en domsmandssag, tyder det på, at han ikke kan erkende sig skyldig.