En 67-årig mand fra Aalborg-området er tiltalt for i flere tilfælde at have bestilt og betalt for live-sexshows med mindreårige piger i Filippinerne via webkamera. Det skriver Nordjyske.
Sagen, der stammer helt tilbage fra 2013, begynder mandag ved retten i Aalborg. Her skulle manden ifølge anklageskriftet fire gange have bestilt og instrueret en voksen kontakt i Filippinerne til, at vedkommendes 12-årige datter skulle optræde i live-sexshows, mens den 67-årige skrev til hende via chat.
Derudover er den 67-årige tiltalt for i seks tilfælde at have forsøgt at købe sig til sexshows med adskillige andre mindreårige piger – nogle helt ned til ni år. De blev dog aldrig gennemført, enten fordi pigerne sagde fra, eller fordi manden ikke kunne betale.
Ifølge anklageskriftet befandt den 67-årige sig i alle tilfælde på sin bopæl i Aalborg-området. Politiet skulle også have beslaglagt en computer med børnepornografisk materiale hos manden.
Anklager Mette Vestergaard har ikke ønsket at udtale sig om sagen, inden den kommer for retten.
Manden nægter sig skyldig.

