Den 67-årige mand, der tirsdag skød og dræbte en advokat ved Fogedretten i København, havde planlagt at skyde først sin tidligere svigersøn og derefter sig selv.

Det kom frem under et grundlovsforhør af manden onsdag i Retten på Frederiksberg, hvor manden erkendte de faktiske forhold omkring forbrydelsen.  

Allerede mandag savende han en riffel over, som han havde med sig i en taske, da han tirsdag formiddag ankom til retten.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, men grundlovsforhøret foregår for åbne døre.

bt.dk var til stede i retten, hvor anklageren læste den sigtedes forklaring op.

Af den fremgår det, at den 67-årige morfar havde fået en fuldmagt af sin datter til at deltage i et møde om samvær i hendes sted, fordi hun skulle til lægen.

Den 67-årige skød mod sin svigersøn og svigersønnens 57-årige advokat med en oversavet riffel i forbindelse med en samværssag omkring den 67-åriges treårige barnebarn. Mens advokaten blev dræbt, blev svigersønnen hårdt såret af skuddene. Han var dog tirsdag eftermiddag uden for livsfare.

Manden har til politiet forklaret, at han besluttede at skyde sin svigersøn, da han fik en fuldmagt til at møde for sin datter i retten tirsdag.

Han skød først mod svigersønnen, der formåede at flygte ud af lokalet. Derefter retter han riflen mod advokaten.

Planen var - ifølge den sigtedes forklaring - at han derefter ville skyde sig selv, men at han ikke havde flere patroner.

En betjent hørte efter anholdelsen den sigtede sige:

- Jeg ville have skudt mig selv, men jeg havde ikke flere patroner. Det havde hele tiden været planen, siden mandag aften, hvor jeg savede mit gevær over. Vi kunne ikke mere i den familie, han havde kørt os helt ned.

På den sigtedes bopæl har politiet fundet endnu et våben og flere patroner og noget, der ligner et afskedsbrev.

I det stod: 'Jeg har besluttet at befri XXX og XXX (navne på datter og barnebarn, red.). Det er en beslutning, jeg alene har taget. For den kan ingen andre drages til ansvar'.

BNB