To biler er kollideret i Aarhus. De to førere af bilerne er kommet til skade, og en 67-årig kvinde er dræbt.

Aarhus. En 67-årig kvinde er død i en bilulykke i Aarhus lørdag aften, hvor to biler er kollideret mellem Nordre Ringgade og Aldersrovej.

To andre personer var involveret i bilulykken, men de er mindre tilskadekomne. Det fortæller Peter Hunniche, vagtchef ved Østjyllands Politi.

- Der sker det klokken 17.52, at to biler kører sammen på Nordre Ringgade i Aarhus. Den ene bil skal til at svinge til venstre ad Aldersrovej og bliver så ramt af en bil, der kommer kørende ad Nordre Ringgade i modsat retning.

- I den forbindelse bliver en 67-årig kvinde fra Aarhus, som er passager i den svingende bil, dræbt.

Bilen, hvor kvinden sidder, bliver kørt af en 73-årig kvinde fra Aarhus.

I den anden bil sidder en 24-årig mand, også fra Aarhus.

- De er lettere tilskadekomne, men ikke noget alvorligt, siger Peter Hunniche, der også fortæller, at de pårørende er underrettet.

Politiet tror, at det er manglende orientering, der kan være skyld i det voldsomme uheld.

- Der er ikke noget, der tyder på, at nogen har været påvirket. Vi tror simpelthen, at den 73-årige kvinde i den svingende bil ikke har fået set sig ordentligt for.

Sammenstødet var så voldsomt, at den ene bil blev skubbet ind i en Rema 1000-butik på vejen.

En indsatsleder og en politipatrulje har sammen med en bilinspektør lørdag aften fortaget undersøgelser på stedet og sammenholdt vidneforklaringer.

Det skal give klarhed over, hvordan ulykken er sket.

/ritzau/