En 66-årig mand er blevet tiltalt for at skyde og dræbe en ulv ved Ulfborg i det vestjyske. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden ønsker fængselsstraf til den 66-årige mand, der skal have skudt og dræbt en ulv på en mark ved Ulfborg 16. april 2018, oplyses det.

Den tiltale, der er rejst mod den 66-årige mand, er for overtrædelse af jagtloven. Manden er konkret tiltalt for med 'ved forsætligt fra et motordrevet køretøj at have drevet jagt på vildt, der ikke er fastsat jagttid for', som det skrives i pressemeddelelsen.

Hvor lang fængselsstraf anklagemyndigheden ønsker, vil først blive fremsat i retten.

DTU Veterinærinstitut i København modtog ulven, efter den blev skudt.
DTU Veterinærinstitut i København modtog ulven, efter den blev skudt. TYCHO GREGERS

»Anklagemyndigheden har bl.a. på baggrund af en udtalelse fra Miljøstyrelsen vurderet, at nedskydningen af ulven har voldt betydelig skade på de naturbeskyttelseshensyn, som jagtloven og naturbeskyttelsesloven skal sikre, og det ser vi som en strafskærpende omstændighed,« fortæller specialanklager Ulrik Panduro fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen er på mange måder speciel og har fået stor opmærksomhed - ikke mindst fordi ulven for ikke længe siden genindtrådte i den danske natur.

Det er da også første gang i over hundrede år, at en ulv er blevet skudt herhjemme. Det gør, at sagen er helt ny for de danske domstole. Det fortæller Ulrik Panduro.

»Det er første gang siden starten af 1800-tallet, at vi har kendskab til, at en ulv er blevet skudt i Danmark, hvorfor det er nyt, at de danske domstole skal behandle en sag om nedskydning af ulv,« siger han og uddyber:

»Hovedsagen er, at der er tale om nedskydning af et dyr, der er totalfredet i det meste af Europa. Vi mener, at der er tale om en bevidst overtrædelse af artsfredningsbekendtgørelsen, og det er det, der gør, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf,« siger Ulrik Panduro.

Det 'naturbeskyttelseshensyn', der omtales, handler om, at beskytte bestande af vilde dyr i den danske natur.

Ulve er fredede i Danmark og resten af Europa, og derfor må de ikke jages eller skydes.

Foruden fængselsstraf har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at den 66-åriges jagtriffel skal konfiskeres. Samtidig ønskes det, at han fratages retten til at have eller erhverve sig jagttegn.