65-årig mand hældte sovemiddel i øl og forsøgte at voldtage kvinde: Nu har han fået sin dom
65-årige Kim Brix Jensen er onsdag blevet idømt to og et halvt års fængsel for voldtægt, voldtægtsforsøg, drugging og sexvideooptagelser.

65-årige Kim Brix Jensen er onsdag blevet idømt to og et halvt års fængsel for voldtægt, voldtægtsforsøg, drugging og sexvideooptagelser.

65-årige Kim Brix Jensen havde allerede én måned forinden voldtaget den samme 40-årige kvinde, da politiet en dag i november 2025 bankede på hans hotelværelse på Hotel Odeon i Odense.
På hotelsengen lå samme kvinde bedøvet af sovemidlet Zopiclon under dynen. Ifølge politiet havde Kim Brix Jensen til formål at voldtage kvinden, hvis ikke de var dukket op.
En hotelansat havde kort forinden bemærket, at Kim Brix Jensen hældte noget hvidt pulver i en øl ved hotellets bar, hvorefter han havde kontaktet politiet, der tog ud til Hotel Odeon.
Her anholdt de Kim Brix Jensen, som de altså senere også sigtede for en voldtægt af den samme kvinde en måned før.
Onsdag blev han idømt to og et halvt års fængsel for både voldtægten, voldtægtsforsøget, drugging og at have optaget video af én eller flere af overgrebene.
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk - alle henvendelser behandles fortroligt.
Det er senere kommet frem, at Kim Brix Jensen hældte sovemidlet Zopiclon i kvindens øl, da de sad i hotellets bar.
Fyns Politi har offentliggjort dagens dom i en pressemeddelelse, hvor man samtidig roser den hotelansatte, der alarmerede politiet.
»Den her sag viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at reagere, når man observerer noget, man tænker er helt forkert. Havde det ikke været for hotellets portier, der valgte at kontakte politiet, da han så, at der blev hældt noget pulver i en øl, så var forholdet nok aldrig blevet opdaget,« siger anklager ved Fyns Politi, Simone Dupont Hansen, og fortsætter:
»Med hans hurtige reaktion nåede patruljen frem, inden den nu domfældte igen kunne nå at forgribe sig på den forurettede. Så hermed en stærk opfordring til at kontakte politiet, hvis man ser noget mistænkeligt.«
Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.